Grønparten

Foto: Treparten kom tæt på lavbundsprojekt (taget af: Hedensted Kommune)
16. juni 2026
Af Jacob Svendsen
Der, hvor den lokale trepart Horsens Fjord, når målene, er primært ved lodsejernes køkkenborde og i deres virkelighed. Det er sagt tit. For at få inspiration og og opleve et projekt i praksis, afsluttede treparten Horsens Fjord sit seneste møde på Horsens Rådhus og dragede på tur til Aastrup Kær.
Aastrup Kær ligger mellem Åstrup og Overby, tæt ved kysten ved As Vig, og er en del af det EU-finansierede BioScape-projekt. Formålet med turen var både at få et indblik i, hvordan et lavbundsprojekt bliver til i praksis, og at blive klogere på de muligheder og udfordringer, der følger med arbejdet. Besøget giver trepartens medlemmer mulighed for at drøfte de erfaringer, som allerede nu kan bruges i det videre arbejde med at realisere de lokale omlægningsplaner.
– Når vi står herude, bliver det meget konkret, hvad der skal til for at lykkes. Én ting er at kigge på kort og data – noget andet er at stå fysisk og betragte landskabet og terrænet. Den grønne trepart handler i sidste ende ikke om rapporter og planer, men om konkrete forandringer ude i landskabet. Vi fik talt om både potentialerne og de udfordringer, der følger med. Det giver et bedre grundlag for de beslutninger, vi også fremadrettet skal træffe i fællesskab, siger Eva Carlslund Christensen, som er politisk repræsentant fra Odder Kommune i en pressemeddelelse.
Dyb respekt
Landbrugets repræsentanter Claus Fenger fra Landboforeningen Odder Skanderborg og Niels Olesen fra Østjysk Landboforening var også med på turen.
– Landbruget er generelt i en svær tid og oplever et urimeligt nationalt pres. Lokalt har vi et godt samarbejde i den lokale trepart og i det hele taget, hvor vi finder løsninger sammen. Det var også den ånd, jeg oplevede på turen til Aastrup Kær. I det hele taget er det den ånd, jeg oplever rigtig mange steder. Der er blevet sagt meget om treparten den seneste tid. Virkeligheden er jo, at landskabet er under forandring. Der er gang i langt over 1.000 projekter på landsplan, siger Claus Fenger.
– Det, der blev sat en tyk streg under på turen til Aastrup Kær, er også, at det ikke er os repræsentanter, der alene har nøglen til at få den lokale trepart til at lykkes. Det er lodsejerne. Det er deres jord, der er på spil. Det skal man have allerdybeste respekt for.
Vigtigt at dele erfaringer
Det synspunkt deler Niels Olesen.
– Vi arbejder under et stort tidspres. I landbruget er vi helt enige i, at vi skal løse flere udfordringer på færre hektarer og blandt andet finde plads til natur i projekterne. Vores altoverskyggende fokus er imidlertid at få reduceret udledning af kvælstof og kulstof gennem de kollektive virkemidler, eksempelvis lavbundsprojekter som det ved Aastrup, så vi undgår regulering på markfladen og CO2-afgift, siger han.
– Derfor er det så vigtigt, at vi lærer af hinandens gode erfaringer på tværs, så vi sikrer den bedste mulige fremdrift i projekterne. Det er også i landbrugets interesse, understreger Niels Olesen og slår fast, at det var interessant, at opleve hvordan bioscape-projektet har et særligt fokus på biodiversitet og truede arter.


