Grøn Trepart
Opstartsmøde:
Jorden bliver vådere og kvælstoffet bundet i jorden i nyt projekt

Foto: Naturstyrelsen fortalte om projektet.
17. juni 2026
Af Jacob Svendsen
Der bliver spurgt til, om ekspropriation kan komme på tale, der bliver spurgt til kompensationen, og der bliver spurgt til, hvad prisen på jorden bliver, når projektet engang er blevet til virkelighed.
Alt sammen sker under bjælkerne i salen på Vestermølle, mens svalerne leger i luften udenfor.
Naturstyrelsen har inviteret.
Emnet er klima-lavbundsprojekt Ringkloster Å, og gæsterne er lodsejere med arealer i projektet.
Naturstyrelsen går snart i gang med en forundersøgelse, og det er anledningen til mødet. Og lige for at slå det fast: Til det første spørgsmål lyder svaret fra Naturstyrelsen klart og tydeligt – nej, der bliver ikke eksproprieret.
Bød velkommen
Formand for Landboforeningen Odder-Skanderborg, Ole Larsen, bød velkommen og sagde tak for i aften, da mødet nåede sin afslutning.
– Formålet med en forundersøgelse er at afklare, hvad der kan lade sig gøre i et projekt, og om det overhovedet giver mening at gennemføre det. Der bliver kigget på, hvad der er ude i området – om der er kabler gravet ned eller andet, der gør arbejdet svært, siger Ole Larsen og fortsætter:
– Der bliver også lavet det, der hedder en ejendomsmæssig undersøgelse. Her får alle lodsejere i projektet besøg, og der bliver taget en snak om, hvad projektet kan komme til at betyde for den enkelte. Der bliver også spurgt til, hvad de tænker om projektet, for at være sikker på, at der er opbakning.
– Og det er vigtigt at huske på, at man ikke forpligter sig til noget som helst ved at gå ind i en forundersøgelse. Til gengæld får man en masse viden om projektet ved Ringkloster Å. Det betyder også, at man får et bedre grundlag at træffe en beslutning ud fra, siger formanden.
Dette kan også interesse dig









