Grøn Trepart
Vi tror på treparten. Derfor er vi voldsomt frustrerede over dem, der spænder fjederen så hårdt, at motoren risikerer at brænde sammen.
Foto: Ole Larsen (tv) og Peter Mortensen
20. februar 2026
Når du ser os på billederne, så smiler vi. Virkeligheden er, at vi kæmper med næb og kløer.
Vi kæmper for dansk landbrug, og vi kæmper for dig.
Vi kæmper også for treparten.
Vi kæmper for, at vi lykkes med arealomlægningen.
Treparten er det fartøj, der skal bringe os helskindet ind i fremtiden. Lige nu hakker motoren, og vi ser røg stige op, og gule lamper lyser i instrumentbrættet.
Fremdrift afhængig af lodsejerne
Det, der driver treparten frem, er dig og de øvrige lodsejere. I skal se meningen i at gå ind i projekterne. Ellers går arbejdet i stå, og projekterne falder fra hinanden. Og vi kan godt forstå, at mange af jer tøver.
For hvem bevæger sig frem, når de har bind for øjnene og risikerer at ramle ind i noget – er det så ikke bedre at trække bremsen?
Bind for øjnene har vi. Vi lægger markplaner uden at kende vores udledningskvoter og kompensation. Det er ikke trepartens skyld.
Det skyldes en forligskreds i Folketinget, der har besluttet en ny kvælstofregulering. En regulering, der kommer til at ramme meget skævt. I vores del af landet bliver vi ikke ramt hårdest, men nogle af jer bliver ramt enormt hårdt. Det handler om overlevelse. Det er uacceptabelt. Det er uholdbart.
Vores fokus
Derfor vil vores fokus i 2026 være hurtigst muligt at nå i mål med de kollektive virkemidler, der vil reducere markreguleringen.
Der er også et andet arbejde i gang. Det er ikke sikkert, I lægger mærke til det, men vi gør alt, hvad vi kan, for at bindet om øjnene bliver flået af – og vi hvisker ikke.
Alle de steder, vi har adgang til, taler vi med store bogstaver. Det gælder internt i treparten, det gælder over for lokale politikere og andre samarbejdspartnere. Vi gør det til møder. Vi gør det en til en. Vi bruger alle de relationer, vi har bygget op, og den troværdighed vi har gjort os fortjent til.
Landbrug & Fødevarer gør det samme ind i styrelser og ind i regeringen. For vi er bekymrede, frustrerede og vrede. Ligesom du formentligt er det.
For ingen er tjent med, at kompensationsmodeller og kvælstofkvoter ikke er på plads, samtidig med at politikerne arbejder med en urealistisk tidshorisont. Det hænger ganske simpelt ikke sammen.
Nogle kalder det forudsætningsbrud.
Vi kalder det uanstændighed.
Vi kløer på
Der er dem, der taler om at slå bak. Det er ikke os. Vi tror stadig på treparten, men vi er ikke naive. Sandheden er, at vi ikke har en flåde af fartøjer. Derfor er det lidt som den lille bil, du havde, da du var ung: Kunne den have flere hestekræfter? Ja. Var den så lækker, som du havde håbet? Nej. Men det er den, vi har – og vi mener fortsat, at den mest realistiske måde at bringe landbruget derhen, hvor der bliver mindre reguleringstryk og bedre mulighed for at dyrke jorden, er Treparten Horsens Fjord.
Vi bilder os ikke ind, at den er perfekt, men vi er sikre på, at arbejder vi sammen og får etableret de kollektive virkemidler, der skal til, så når vi frem. Og I skal vide, at undervejs kløer vi på, så barrierer bliver fjernet og vejen banet. Det er det, jeres foreninger er til for.
På vegne af Østjysk Landboforening og Landboforeningen Odder-Skanderborg,
Peter Mortensen, formand og Ole Larsen, formand



