Fusion
Foto: Vest for Storebælt beholder flaskerne sit logo
01. maj 2026
Af Jacob Svendsen
Det er nu godt halvanden måned siden, at fusionen mellem VKST og Velas blev en realitet. Nu har en enig bestyrelse besluttet, hvilket navn den fælles rådgivningsvirksomhed fremover skal have.
Valget faldt på “Velas”.
Hvad betyder det så for os foreningerne?
Svaret er ikke nær så spændende, som det kunne have været – det er nemlig: Ikke det helt store.
Foreningerne i det jyske og på Fyn ændrer ikke navn. Mod øst ændrer VKST navn til Landboforeningen VKST, fordi foreningsdelen er blevet skilt fra virksomhedsdelen, akkurat som vi kender det fra det ”gamle” Velas.
– At ændre navnet på virksomheden er et første skridt imod det at blive en reelt fælles virksomhed. Men de større ændringer for kunderne vil først ske i takt med den praktiske fusion i efteråret, forklarer administrerende direktør Jacob Christiansen.
En stærkere stemme
Selvom vi i foreningerne kommer til at hedde det samme efter fusionen mellem VKST og Velas som før, betyder det ikke, at intet ændrer sig.
– Et af formålene med, at vi slår os sammen, er at få en stærkere, samlet stemme i Politisk Forum, siger formand i Østjysk Landboforening, Peter Mortensen.
Politisk Forum er et netværk på tværs af foreningerne på tværs af Velas-foreninger, og altså fremover også Landboforeningen VKST.
– Med fusionen af VKST og Velas får vi endnu flere landmænd og endnu flere hektarer bag os. Derved repræsenterer vi en endnu større del af erhvervet end i dag, forklarer Peter Mortensen.
Gavner medlemmer
Det er en holdning, den nuværende formand for Politisk Forum, Ole Larsen, deler. Han er formand for Landboforeninger Odder-Skanderborg og ser ligeledes frem til samarbejdet med Landboforeningen VKST.
– Valgkampen viste med al tydelighed, at der er brug for stærke stemmer fra landbruget, hvis vi skal trænge gennem med vores perspektiver til folk udenfor erhvervet. Derfor har vi brug for en stemme, der er så stærk som mulig. Jeg forventer desuden, at når vi får en større pondus, så bliver vi også mere interessante for landspolitikerne på Christiansborg, siger han og tilføjer:
– Endeligt betyder fusionen, at vi får endnu flere dygtige folk i vores foreningssekretariat. Det betyder, at vi kan grave os endnu dybere ned i enkeltsager og på den måde gøre en endnu større forskel for vores medlemmer.
Hvis du vil vide mere om, hvad fusionen betyder for dig som kunde?



