Skip to content

Delegeretmøde 2026

Søger indflydelse:
Stor tilfredshed med repræsentation i L&F udvalg

Foto: VKST Sara Wilken Jul Sørensen er nu en del af forretningsudvalget.

6. november 2026

Af Jacob Svendsen 

– Fremtidens landbrug og fødevareproduktion kræver stærke stemmer og klare retninger. Jeg er stolt over at være blevet valgt til forretningsudvalget, og jeg ser frem til at kæmpe for vores medlemmers interesse og erhvervets udvikling.

Så klar er beskeden fra formand i VKST Sara Wilken Jul Sørensen, der i forbindelse med delegeretmødet i Herning har fået plads i Landbrug & Fødevarers Forretningsudvalg. Her sidder også Mogens Hjort Jensen fra Djurslands Landboforening.

Udover de to medlemmer af forretningsudvalget har også en stribe andre fra ejerforeningerne bag Velas fået plads i diverse udvalg.

Hvorfor er det værd at bemærke?

Det er det, fordi Sara Wilken Jul Sørensen, Mogens Hjort Jensen og de øvrige medlemmer også har plads i Politisk Forum, der er et formaliseret samarbejde mellem Velas’ 11 ejerforeninger samt Djurslands Landboforening.

Ejerforeningerne har trods geografiske forskelle mindst én ting til fælles. Alle foreninger arbejder for at varetage deres medlemmers interesser. Der er mange sammenfald i de udfordringer, som foreningernes medlemmer oplever, blandt andet på grundvandsområdet og i forhold til vandplaner.

Interesse varetagelsen sker gennem dialog med relevante samarbejdspartnere i diverse råd, forvaltninger samt i andre foreninger og organisationer.

Det sker imidlertid også internt i landbruget. Derfor er det væsentligt at være tæt på beslutninger, blandt andet i Landbrug & Fødevarer.

Eller som formand for Politisk Forum Ole Larsen siger:

– Uanset hvilken forening vi repræsenterer, så ligger det i vores DNA at bruge ressourcerne klogt og søge indflydelse. Ikke for indflydelsens skyld, men for at have mulighed for at påvirke og styrke de rammer, som vores medlemmer producerer under.

– Vi har altid arbejdet tæt sammen i landbruget i den bevidsthed om, at vi stod stærkere, når vi stod sammen. Det er akkurat det, som Politisk Forum handler om. Det handler om at forene kræfter, drøfte problematikker og forlade rummet stærkere, end da vi gik ind i det.

Skal gøre en konkret forskel

Ole Larsen understreger, at Politisk Forum ikke er et forum, hvor samtalen er nok i sig selv. Formålet med Politisk Forum er at gøre en konkret forskel. Han nævner arbejdet med at sikre den rigtige kompensation og erstatning i forhold til drikkevandsbeskyttelse som et godt eksempel.

– Der er ting, vi regionalt bedre kan løfte i fællesskab, derfor giver det mening med Politisk Forum. Vi arbejder fortsat tæt sammen med Landbrug & Fødevarer, derfor er det vigtigt for os at være så tæt på som muligt, og derfor glæder det os, at det lykkes for os at være repræsenteret i en stribe udvalg.

– Og jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige stort tillykke til alle, som har fået en plads, afslutter Ole Larsen.

Foto: Torben Hansen fortsætter som formand for sektor for Planter.

De kommer fra Politisk Forum-foreninger:

Forretningsudvalget

Mogens Hjort Jensen (Djurslands Landboforening)

Sara Wilken Jul Sørensen (VKST)

 

LF Økonomi & Virksomhedsledelse

Henning Madsen (Landboforeningen VKST)

Kasper Nordtorp, (Centrovice)

 

LF sektor for planter

Torben Hansen (Landboforeningen VKST)

Dette kan også interesse dig
Back To Top
No results found...