Foto: Formand for Landbrug og Fødevarer
Søren Søndergaard var klar i mælet.

Undervejs i Søren Søndergaards tale ryster Inger Støjberg (DD) let på hovedet.

Det er ikke den slags hovedrysten, der afslører uenighed. Det er mere en hovedrysten, der stiltiende siger, at det hele også er lidt for galt.

En tavs kommentar til alt det, som formanden i sin beretning siger om kvælstofreguleringen, om tidsplanen og alt det andet, der i virkeligheden ikke giver mening uden for Slotsholmen.

Slotsholmen er i øvrigt ikke kun repræsenteret ved Inger Støjberg. Også minister for natur og dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S) er i salen. Det samme gælder en række andre politikere.

De kan høre Søren Søndergaard levere en meget tydelig tale.

En tale, der begynder helt tilbage ved hans tipoldefar, som i modsætning til andre valgte ikke at emigrere til Amerika, men i stedet blev og kæmpede i en tid, der var svær.

En tale, der adresserer de ting, der lige nu skaber frustration, undren og vrede.

En tale, der i den grad også kigger frem.

For den nuværende situation er ikke holdbar.

– Den geopolitiske situation er for alvorlig til at lade den yderste venstrefløj stikke af med dagsordenen og ofre hele vores fødevareproduktion på symbolpolitikkens alter, lyder det blandt andet fra formanden, der også sætter ord på kvælstofreguleringen:

– Så er der selve den nye reguleringsmodel. Altså den, der ikke er på plads endnu, selvom vi har sået markerne.

Skyttegrave duer ikke

Formanden minder desuden om, at treparten har været med til at skabe en ny dialog mellem parter, der tidligere har haft lidt svært ved at tale sammen.

– Så kom folketingsvalget. Det har vi ikke glemt. Det var en uanstændig behandling af et erhverv, der havde taget et kæmpe ansvar. Og derefter kom en ny regering, som begyndte at skyde på os igen.

– Så nu er vi i høj fart på vej tilbage mod de selv samme skyttegrave, vi kom fra. Halvdelen af de lokale treparter står stille. For man kan ikke bygge, imens man bliver beskudt.

Kigge indad

Landbruget skal imidlertid også kigge indad, mener formanden:

– Vi kan ikke leve af at være vrede. Vrede er en drivkraft. Det er ikke en strategi.

– Vi kan godt blive ved med at stå med armene over kors og sige, at vi har ret, og at vi har fagligheden på vores side. Men vi lever i en tid, hvor dagsordenen i stadig højere grad er styret af følelser frem for fakta. Og hvor det ikke nødvendigvis er den, der har ret, der får ret.

– Derfor er vi også nødt til at se os omkring i samfundet. Se, hvilke vinde der blæser i befolkningen og hos forbrugerne, og hvem de har stemt på. At tage afsæt i den virkelighed. Ligesom generationerne før os har gjort. Vi kan ikke holde til at være i permanent krigstilstand med det omgivende samfund.

– Vi er nødt til at løfte blikket lidt. At turde se fremad.