Mange markplaner var allerede gjort færdige. Nu skal arbejdet i gang igen efter at Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) har offentliggjort markant skærpede krav til efterafgrøder for Randers Indre Fjord.

Foto: Det vejledende indsatskrav for Randers Indre Fjord er blevet ændret markant
08. januar. oktober
Af Jacob Svendsen
Det vejledende indsatskrav for Randers Indre Fjord er blevet ændret fra næsten ingenting til 29,2 pct.
Det fremgår af en nyhed som SGAV delte på sin hjemmeside kort før jul. Det fremgår ikke, hvad der ligger til grund for stigningen i indsatskravet i Randers Fjord, blot at de er resultatet af et genbesøg af vandområdeplanerne, der blev bestemt i Landbrugsaftalen fra 2021.
Christian Jensen er formand for Landboforeningen Kronjylland, der har en række medlemmer, der afvander til fjorden. Han oplever stor frustration over udmeldingen fra SGAV, særligt timingen.
– Julefreden havde jo egentligt lagt sig ovenpå et vildt efterår, og så lagde SGAV en ekstra gave under vores juletræ, som vi slet ikke forstår, hvad kommer af, siger han og fortsætter:
– Vi landmænd er meget afhængige af vores konsulenter, fordi markdrift er blevet meget komplekst, og der er en lang række deadlines. Konsulenterne har været i fuld gang med at lave markplaner, og nu river de sig i håret, fordi markplanerne skal laves om og deadline nærmer sig. Samtidig kan landmændene risikere en ekstra regning, fordi markplanerne skal laves om, så jeg forstår fuldt ud vores medlemmers frustration.
Spørgsmål trænger sig på
Også hos Ole Larsen, der er formand for et politisk samarbejde mellem Velas-foreningerne, står spørgsmålene i kø.
– Vi undrer os over, at der ikke følger nogen forklaring med fra myndighedernes side. Hvordan kan behovet for efterafgrøder stige så kraftigt? Det forstår jeg ikke, siger han og tilføjer:
– Hvad værre er, så er vi med treparten midt i et arbejde, som kræver, at vi alle har tillid til hinanden. Derfor er gennemsigtighed vigtigt. Der er brug for, at vi i det mindste ved, hvorfor indsatskravene er som de er.
Hvad sker der nu
Der er dialog med SGAV om at få begrundet ændringen for indsatsbehovet for 2026 i Randers Indre Fjord. Det forventes afklaret i løbet af primo/medio januar.
Det er vigtigt at huske, at de områder hvor der er et indsatsbehov, kan der søges om tilskud til etablering af efterafgrøder og alternativer hertil. Læs her for mere info eller tag fat i din lokale rådgiver. Fra 2027 erstatter kvælstofreguleringen de nuværende efterafgrøderegler.


