Skip to content

Politik

Fusion giver ekstra styrke:
Formandsskabet er på plads og vigtige opgaver venter

Foto: Politisk Forum har senest haft besøg af Stephanie Lose (V).
Det er i øvrigt Ole Larsen i midten.

18. maj

Af Jacob Svendsen 

4.765

Så mange danske landbrugere repræsenterer foreningerne bag det nye Velas.

Politisk giver det en stærkere stemme, og der er enighed om, at den skal kunne høres – helt ind bag Christiansborgs tykke mure.

Det forklarer Ole Larsen, der er formand for Politisk Forum.

Politisk Forum er et organ, hvor alle foreningerne bag Velas samt Djurslands Landboforening drøfter de vigtigste dagsordener, orienterer hinanden samt får ny viden gennem oplæg fra gæster udefra.

 

Politisk Forum repræsenterer landbrugere i det meste af Danmark.

Formandsskab består af trekløver

Politisk Forum har netop haft sit første møde, og her blev det besluttet, at Ole Larsen, formand for Landboforeningen Odder-Skanderborg, er formand, mens Sara Jul Sørensen fra Landboforeningen VKST samt Mogens Hjort Jensen, formand for Landboforeningen Djursland, begge er næstformænd.

– I den kommende tid kommer vi til at gentænke Politisk Forum, så det bliver et endnu mere slagkraftigt organ, siger Ole Larsen og fortsætter:

– Valgkampen har gjort det krystalklart, at vi skal tale med en stærkere røst, hvis vi skal trænge igennem. Samtidig er nogle af de vigtigste temaer lige nu temaer, der går på tværs af de fleste foreninger. Her tænker jeg især på beskyttelse af grundvandet og dyrevelfærd, hvor vi i landbruget bør være en afgørende samarbejdspartner uanset hvilken regering, der sidder for bordenden.

Formanden understreger, at målet er at varetage medlemmernes interesser i en virkelighed, hvor landbrugserhvervet er kommet under et øget pres.

– Derfor er det helt afgørende, at vi i Politisk Forum finder en form og organisering, så vi står så stærkt som muligt. Betyder det, at alle foreninger bag Politisk Forum skal være ens? Nej, vi skal stadig tage udgangspunkt i vores lokalområder og hvem vi er som forening. Det betyder, at vi skal arbejde tættere sammen, der hvor det giver mening.

– Kun ved at arbejde sammen og styrke vores bånd internt i landbruget kan vi styrke vores position. Det er for øvrigt også sådan, vi altid har gjort – tænk bare på andelsbevægelsen.

Dette kan også interesse dig
Back To Top
No results found...