Lærke og Selma fra Svendborg Gymnasium lærte i hvert fald én til Klimafolkemødet. Natur gør det ikke alene.

Bordet er brutalt. Det ser ellers fredsommeligt ud. På pladen er tegnet stille landsbyer, bondegårde, kornmarker, skove, en å og en kirke. Der er også plads til, at man selv kan placere nogle brikker.
Øvelsen er den samme som i de 23 lokale treparter: At balancere hensynet til bæredygtighed med en stærk fødevareproduktion. Bordet – eller rettere computeren under det – regner effekter ud og brokker sig, hvis natur, skov, drikkevand og produktion ikke balancer.
Blev klogere
Blandt dem der prøver kræfter med simulatoren og treparten er Selma og Lærke fra Svendborg Gymnasium.
– Vi skulle gå på kompromis med mange ting. Det var vi ikke så gode til. Vi blev bare ved med at plante skov, siger Lærke.
– Vi ville have CO2-udledningen ned, og så tænkte vi ikke så meget på udbyttet, forklarer Selma.
– Det er svært at få det grønne og klimavenlige ind…, tilføjer hun.
– Især når man gerne vil fastholde produktionen, så fødevarepriserne ikke stiger helt vildt, indskyder Lærke.
– Vi ville have CO2-udledningen ned, og så tænkte vi ikke så meget på udbyttet
Selma, elev på Svendborg Gymnasium
I dialog
Søren Damsbo er bestyrelsesmedlem i Østjysk Landboforening. Til Klimafolkemødet falder han ofte i snak med både unge og knap så unge, der prøver kræfter med simulatoren.
– Og der var kun én, der begyndte med at placere, hvor fødevareproduktionen skulle være. Resten begyndte med naturkortene, fortæller han.
– Det var en sjov og god måde at synliggøre problematikkerne på, fordi folk bliver tvunget til at tænke over konsekvenserne, når de kun tænker naturen ind. Det åbner op for en snak om, hvor vigtigt det er, at vi har fødevaresikkerhed, og at vi samtidig følger med efterspørgslen. Ikke kun i Danmark, men på verdensplan, fortsætter Søren Damsbo.
Foto: Stemningsbilleder fra Klimafolkemødet
Treparten
Grøn Trepart skabte en tråd gennem landbrugets fælles stand til Klimafolkemødet.
– Jeg fik mange gode snakke om, at der i trepartsaftalen også ligger, at der fortsat skal være et robust, dansk landbrugserhverv. Aftalen handler ikke om, at der skal være natur over det hele. Aftalen handler om at skabe en balance, lyder det fra Søren Damsbo.
Deler begejstring
Formand for Østjysk Landboforening, Peter Mortensen, deltog ligeledes i Klimafolkemødet. Han deler Søren Damsbos begejstring.
– Klimafolkemødet er ret meget nede på jorden, og jeg er glad for, at landbruget er til stede, så vi taler med flere om Grøn Trepart og om landbruget og får budskaberne bredt ud.
– Og så var det fantastisk med simulatoren. Den var i den grad med til at vise, hvor kompliceret arbejdet med treparten er, siger Peter Mortensen.







