Skip to content
Viden bliver delt:
- Det handler om meget mere end et matrikelnummer

Foto: Lodsejere får sig en god snak til et opstartsmøde

04. juni

Af Jacob Svendsen 

Opstartsmødet er fingre, der peger mod markskel, træer, buske og horisonten. Det er led i hegn, der bliver åbnet, sko, støvler og sandaler, der manøvrerer gennem græsset. Det er smørblomsterne, der tavst kigger på. Det er lodsejere, der taler med lodsejere. Det er projektmedarbejdere fra kommunen, der lytter og giver information, og det er medlemmer fra bestyrelsen i Østjysk Landboforening, der gør det samme. Alt sammen på de arealer, der har potentiale til at blive et vådområde.

– Det vi arbejder med, er ikke kun et matrikelnummer. Det er mennesker og arealer, som for nogle sikrer deres levebrød, for andre giver stor rekreativ værdi, har tilhørt familien i generationer eller noget helt fjerde. Det er vigtigt, at vi har forståelse for det i vores arbejde med projekterne, forklarer projektmedarbejder i Horsens Kommune, Michael Helding Hansen, og fortsætter:
– Derfor sætter jeg stor pris på at komme med ud at gå på arealerne med lodsejerne, så vi kan få de her samtaler.

Michael Helding Hansen henviser til de opstartsmøder, eller måske fyraftensmøder, som Horsens Kommune og Landboforeningen har arrangeret i fællesskab, og som er kommet i stand takket være “et godt samarbejde”, som han siger.

Baggrunden for mødet

I takt med at der bliver givet tilsagn fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) til forundersøgelser, bliver de lodsejere, der har jord i et givent projekt, inviteret med til et uformelt opstartsmøde. Invitationen bliver sendt via e-boks, så der er god grund til at holde øje med din e-boks

Skaber dialog

Et samarbejde, der altså har mundet ud i, at en gruppe lodsejere får sig en snak med hinanden og samtidig bliver lidt klogere på, hvad der kommer til at ske på deres arealer i en nær fremtid, og hvem de skal kontakte, hvis de har spørgsmål – og ikke mindst, hvem der tager telefonen i den anden ende.

Arbejdet med projekterne i den lokale trepart er bundet op på frivillighed, og at lodsejerne har lyst til at gå ind i projekterne. Når vi mødes, får vi et fælles fundament, siger M og skynder sig at tilføje, at han er fuldt ud bevidst om, at lodsejerne har forskellige udgangspunkter. Nogle lodsejere bliver eksempelvis påvirket af kvælstofregulering, andre gør ikke.

Næstformand og landbrugets ene repræsentant i treparten Horsens Fjord, Niels Olesen, er enig.

– Treparten bygger på frivillighed. Jeg kan godt forstå, at der er lodsejere, der har brug for at tænke sig godt om, inden de tager stilling til, om de vil bringe deres jord i spil i projekterne. Min opfordring er, at man tager med til opstartsmøderne og indgår i dialogen – og at man bagefter går med i forundersøgelsen, så man får viden om projektet og kan komme med indspark, siger han og understreger, at det lokale ejerskab er afgørende for at få en god proces.

Kontakt os

Erhvervsbyvej 13, 8700 Horsens

T: 2518 5693

M: info@olf.dk

Vigtige sider
Følg os

© 2026 Østjysk Landboforening
Læs vores Privatlivs & Cookie Politik.

Back To Top
No results found...