Hvordan skal jeg forholde mig?
Mange har en holdning til Grøn Trepart – det har du sikkert også.
Måske er du uenig i den kurs, som landboforeningen og Landbrug & Fødevarer har lagt.
Måske anerkender du præmissen om, at samfundet presser på for, at landbruget skal sætte et mindre aftryk på klima og miljø, og at kravene derfor ville komme under alle omstændigheder.
Det kan man tale længe om.
Det korte af det lange er, at treparten er en realitet, og at et bredt flertal i Folketinget står bag.
Én ting er politik og forhandlinger.
Noget andet er den virkelighed, vi står i her: på markerne, i ådalene – og hos dig.
Og hvis der er ét spørgsmål, der går igen, er det dette:
Hvad skal jeg gøre som lodsejer?
Det spørgsmål findes der ikke ét entydigt svar på – og alligevel gør der.
Arbejdet med at finde potentialer er i fuld gang, og snart bliver planerne for, hvad der skal omlægges, præsenteret.
Lige nu venter vi, og der er en form for tomrum.
Men du har formentlig allerede en fornemmelse af, hvordan det ser ud på dine arealer, især hvis du har meget tørveholdig jord. Hvis ikke, er der hjælp at hente.
Derfor:
Første skridt er, at du danner dig et overblik over dine arealer:
– Hvordan er deres evne til at tilbageholde kvælstof?
– Er der drikkevandsressourcer under dem?
– Og så videre.
Næste skridt er at lægge en plan: Hvordan skal din bedrift se ud i fremtiden?
Selv hvis du ikke er fan af treparten, kan du godt benytte dig af de økonomiske muligheder, der skal hjælpe landbruget i den omstilling, som samfundet kræver.
Treparten giver med andre ord muligheder.
- Hvis du har lavbundsjord, kan du måske satse på naturpleje og opfedning af kalve.
- Måske er der jord, du gerne vil af med, fordi udbyttet er ringe.
- Måske vil du forbedre din arrondering.
- Måske vil du trække dig tilbage.
- Måske vil du gerne have lidt skov.
Herefter kan du søge rådgivning om, hvilke puljer og støtteordninger der giver mening for dig og de planer, du vil forfølge.
Det handler ikke om at resignere – det handler om at udnytte en gunstig situation til din egen fordel.