Nogle af møderne er foregået ude på bestyrelsesmedlemmernes landbrug. Andre i Landbrugets Hus i Horsens.

03. oktober
Af Jacob Svendsen
I Østjysk Landboforening har vi i den seneste tid haft en lang række møder med lokalpolitikere, så de ved, hvad der er op og ned, når det gælder landbrugsdrift anno 2025. Samtalen har samtidig handlet om, hvad landbruget betyder for området – ikke kun hvad angår at sikre gode landbrugsprodukter på forbrugernes tallerkener, men også i forhold til at skabe arbejdspladser og sikre liv i landdistrikterne.
Endelig er Grøn Trepart blevet drøftet, og hvordan vi sammen sikrer, at natur og landbrug kan gå hånd i hånd – også lokalt.
– I foreningen vil vi gerne bidrage til, at politikerne over en bred kam bliver klædt på. Derfor vil vi gerne give dem indsigt i, hvordan vi ser fremtidens landbrugserhverv her på egnen, forklarer formand i Østjysk Landboforening, Peter Mortensen.
Et oplyst grundlag
Formanden forklarer, at på den anden side af kommunalvalget til november vil der være nye ansigter i byrådene. Derfor giver det mening at hjælpe dem til at blive klogere på landbruget.
– Vi ved godt, at der er mange holdninger til dansk landbrug. Det er helt fint, og det er en diskussion, der altid vil være der. Sådan er det, og vi bliver aldrig enige med alle, ligesom alle aldrig bliver enige med os, siger Peter Mortensen og fortsætter:
– Men vi håber, at debatten kan foregå på et så oplyst grundlag som muligt. Det vil vi i hvert fald gerne bidrage til.
Kandidater fra Venstre og foreninger i både Horsens og Hedensted har været til møde. Det samme har Socialdemokratiet i Hedensted, Danmarksdemokraterne i Horsens og Dansk Folkeparti i Horsens.
Partierne luftede et ønske. For landbrugere har nemlig noget, som politikere rigtig godt kan bruge op til et valg. Landbrugere har marker tæt ved veje, og de har muligvis også halmballer eller andet, der kan bære en plakat eller et banner – hvis du er interesseret i at hjælpe en politikere med at blive synlig, så vil de gerne høre fra dig.
