Skip to content
En festlig dag:
Jørn og Linda byder indenfor til Åbent Landbrug

Den 21. september inviterer landbrug landet over interesserede indenfor. Blandt værterne er Linda og Jørn Skov fra Flemming.

Foto: Jørn Skov med sin datter Caroline

Jørn Skovs stalddør har altid været åben.

Engang kiggede børnehavebørn jævnligt ind, men i takt med, at hans egne døtre blev ældre, og tilknytningen til børnehave og skole svandt ind, gjorde antallet af besøg det samme.

Af og til kigger spejderne forbi, men søndag den 21. september bliver der for alvor masser af liv i staldene. Her er Jørn Skov og hans hustru Linda nemlig vært til ”Åbent Landbrug”.

– Jeg synes, det giver energi, når man ser glade børn og mærker deres fascination af grisene. Jeg er stolt af mit landbrug, og jeg kan godt lide at mærke den glæde, det også giver andre, siger han.

Vil det bedste
Jørn Skov er griseproducent, og har siden 2002 været med til at sikre flæskesteg, bacon og pølser på danskernes tallerkner. Han er opmærksom på, at hans erhverv ofte bliver mødt med skepsis.

– Et af dansk landbrugs største problemer er, at der er for få, der ved noget om landbruget. Ved at åbne op håber jeg, at jeg kan være med til at afmystificere, hvad der sker i vores stalde, siger han.

– Man skal huske på, at jeg har en kæmpe interesse i, at mine grise trives. Både fordi jeg ønsker at behandle mine dyr ordentligt, og fordi det kan ses på min bundlinje, hvis dyrene er stressede og syge, tilføjer Jørn Skov.

Foto: Høsten er vel overstået og nu er det snart tid til Åbent Landbrug

Meget mere end grise
Før gæsterne kommer ind i stalden, er der nogle forholdsregler, man skal tage. Hænder skal eksempelvis sprittes af, og man skal trække i en engangsdragt. Alt sammen for at undgå smitte.

Gæsterne behøver imidlertid ikke komme i stalden for at få en god dag.

Til de mindste er der således både en container fyldt med korn, der er mulighed for at lege i halm eller i sand eller køre på en pedaltraktor-bane.

Til de lidt ældre vil der være boder med salg af lokalt producerede råvarer, eksempelvis vin fra Christianelund Vingård i Flemming, honning fra Præstegården i Hvirring samt sydesalt fra Hærvejens Salt.

Åbent Landbrug hos Jørn og Linda finder sted på Møgelbjergvej 8, 8762 Flemming, fra klokken 10.00 – 16.00. Landet over byder landbrug i øvrigt indenfor denne dag. Hvis man gerne vil besøge Jørn og Linda Skov, skal man huske at booke sit besøg på aabentlandbrug.dk

HUSK: At hvis du har været i udlandet, så skal du være i karantæne i 48 timer.

 

 

Back To Top
No results found...