Udfordringen med fosfor i Skanderborg Søerne blev debatteret ved et borgermøde. Grøn Trepart blev brugt som anledning, og formand for Landboforeningen Odder-Skanderborg-deltog.

29. september
Af Jacob Svendsen
Det er vigtigt, at vi deltager i politiske møder som dette, fordi vi er med til at sikre, at der kommer flere perspektiver med i debatten.
Det forklarer formanden for Landboforeningen Odder-Skanderborg, Ole Larsen.
Baggrunden er et debatmøde, som han deltog i tidligere på måneden. Fosfor belaster Skanderborg-søerne, og netop det var temaet for mødet, der fandt sted i Skanderborg Kulturhus.
Mødet var arrangeret af Radikale Venstre, Socialdemokratiet og SF og var særdeles velbesøgt.
Det er blot ét af flere møder, som bestyrelsesmedlemmerne i denne tid deltager i. Til mødet i Skanderborg kunne de mange tilhørere blandt andet opleve Ole Larsen i panelet.
Konstruktiv debat
Han kalder debatten konstruktiv:
– Jeg synes, det var en god og afbalanceret snak. Først fik vi en teknisk gennemgang af, hvad der er op og ned i fosforproblematikken i Skanderborg-søerne. Det fungerede godt, for så havde alle det samme udgangspunkt,” siger han og forklarer, at der var en erkendelse af, at der er flere forskellige presfaktorer, man må fokusere på – ikke kun landbruget.
“Men naturligvis skal vi også se på vores andel,” tilføjer han.

Foto: Ole Larsen understregede, at det er en fælles opgave at forbedre tilstanden i Skanderborgsøerne.
Lidt om virkemidler
Til mødet blev der blandt andet talt om virkemidler.
Der er forskel på fosfor og kvælstof: Fosfor binder sig til jordpartikler – det gør kvælstof ikke. Når det kommer til virkemidler, betyder det, at beplantning langs vandløb er vigtig for at forhindre, at jord og dermed fosfor bliver skyllet ud i vandløbet og senere havner på bunden af søen, når jordpartiklerne synker.
