Energinets nye el-motorvej, der skal løbe mellem Aarhus og Aabenraa, får også betydning for flere medlemmer i Østjysk Landboforening.

De nuværende elledninger er fra 1970’erne. Samtidig er forventningen, at strømforbruget stiger kraftigt i Østjylland. Derfor vil Energinet etablere en ny el-motorvej fra Aabenraa til Aarhus.
Onsdag aften inviterede Energinet til dialogmøde for borgere i Horsens og Hedensted om projektet.
Ifølge Horsens Folkeblad takkede omkring 350 ja til invitationen, og spørgelysten var stor.
En opfordring fra formanden
Blandt de fremmødte var formand for Østjysk Landboforening, Peter Mortensen.
Formanden kommer med en klar opfordring til medlemmerne.
– Bliver man berørt af projektet, så skal man huske sin Landboforening. Vi kan ikke få projektet til at gå væk, men vi kan arbejde for, at lodsejerne får en fair behandling og den erstatning, de er berettiget til, siger han og forklarer, at han til dialogmødet fik den opfattelse, at Energinet er lydhør, hvis der er hensyn, der skal tages med i overvejelserne, når de endelige streger i projektet skal tegnes.
Vi er afhængige af input
Det bekræfter Søren Damsgaard Mikkelsen. Han er projektdirektør i Energinet og har ansvaret for projektet.
– Vi har ikke lagt os fast på placeringen af masterne og den endelige linjeføring. Det er derfor, vi holder dialogmøder. Vi ønsker at få en god dialog med lodsejerne, blandt andet om den specifikke masteplacering. Vi har indhentet en masse information hos blandt andet kommunerne, men der kan være ting, vi har overset eller ikke været vidende om. Derfor er vi meget afhængige af input fra lodsejerne, herunder de landmænd, der muligvis får master på deres jord, siger han og fortsætter:
– Det kan være, man går med planer om at udvide, eller at man har et særligt dyrkningsmønster, der skal tages hensyn til.
Processen
Ifølge Søren Damsgaard Mikkelsen bliver næste skridt efter dialogmøderne at indsamle alle bemærkninger. Herefter inviterer Energinet sig selv på kaffe og holder 1:1-møder med alle de lodsejere, der potentielt får et teknisk anlæg på deres arealer.
Herefter laver Energinet det endelige projektforslag, der bliver udgangspunktet for det landsplandirektiv, der udarbejdes for projektet af Plan- og Landdistriktsstyrelsen. Når dette Landsplansdirektiv er godkendt, går projektet videre til Ekspropriationskommissionen, der er en uafhængig instans, som ikke er underlagt andre myndigheder end Folketinget.
Ekspropriationskommissionen holder herefter en besigtigelse, hvor lodsejerne igen har mulighed for at komme med input. Til sidst vil Ekspropriationskommissionen beslutte, hvor anlæg og ledningerne skal være ligesom kommissionen behandler spørgsmålet om erstatning.
Energinet forventer at kunne indlede anlægsarbejdet i 2028.
Læs mere om projektet her og se et interaktivt kort over Energinets forslag til placering af anlæggende herunder.
