Skip to content
Folketinget vedtager forslag:
Godt nyt fra folketinget til lodsejere

Foto: Mange lodsejere har fokus på beskatning efter et projekt.

26. juni. oktober

Af Jacob Svendsen 

Et spørgsmål, vi tit hører fra lodsejerne, er:

– Hvis jeg bringer min jord i spil til et projekt, for eksempel ved at sælge det til jordopkøb eller omlægge det til natur, risikerer jeg så, at min ejendom mister sin status som landbrug og i stedet bliver vurderet til at være en ejerbolig – og jeg derfor får et skattesmæk?

Det spørgsmål er der takket være en hastebehandling af lovforslag i Folketinget nu kommet et klart svar på. Et flertal bestående af Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance, Moderaterne, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Alternativet stemte for forslaget.

– Det betyder blandt andet, at de mindre ejendomme ikke skal frygte, at deres beskatninger bliver højere, hvis de omlægger til natur, siger chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer Benedikte Boisen Rolighed og tilføjer, at Landbrug & Fødevarer ser positivt på det netop vedtagne lovforslag samt at forslaget blev hastebehandlet af Folketinget.

– Det vedtagne forslag betyder også, at mange af de ejendomme, der blev omkategoriseret i 2023, vil blive kategoriseret tilbage til det, de var før, nemlig landbrug, siger Benedikte Boisen Rolighed.

Sagen kort

I det vedtagne forslag er blandt andet en model for, hvordan ejendomme skal kategoriseres af vurderingsstyrelsen. Det definerer, hvordan vurdering, og dermed beskatningen, bliver:

“Med lovforslaget foreslås bl.a. en model for den fremadrettede beskatning af naturejendomme. Modellen indebærer, at ejendomme beliggende i landzone fra og med den 1. januar 2027 som udgangspunkt henføres til én samlet ejendomskategori for landbrugs-, skov- og naturejendomme, medmindre et bolig- eller erhvervsmoment på ejendommen vejer tungere. Den nye ejendomskategori ledsages bl.a. af en overgangsordning, der giver de ejere, der foretrækker at fastholde deres nuværende ejendomskategori som ejerbolig, mulighed for at vælge det, indtil ejendommen skifter ejer”

Du kan læse hele forslaget her.

På linie

Formand for politisk forum, der er et samarbejde mellem foreningerne bag Velas samt Djurslands Landboforening, Ole Larsen, er helt på linje med Landbrug og Fødevarer.

– Det er vigtigt, at lovgivningen ikke spænder ben for arbejdet i den grønne trepart, den omstilling vi er i gang med. Derfor hilser vi det meget velkomment, at Folketinget nu rydder et benspænd af vejen, siger Ole Larsen.

– Lokalt arbejder vi hårdt for at nå i mål med treparten, og lodsejerne, både de store og mindre, er nøglen til at få projekterne gennemført. Bliver lodsejerne straffet økonomisk for at bidrage, er det mildest talt ikke hensigtsmæssigt i forhold til de ambitioner, vi har lokalt, fortsætter han.

 

Kontakt os

Erhvervsbyvej 13, 8700 Horsens

T: 2518 5693

M: info@olf.dk

Vigtige sider
Følg os

© 2026 Østjysk Landboforening
Læs vores Privatlivs & Cookie Politik.

Back To Top
No results found...