Skip to content
Delegeretmøde 2026:
Det sagde formand Peter Mortensen fra talerstolen

Foto: Peter Mortensen til Delegeretmødet

Treparten handler om arealer, men allermest om mennesker.

Om lodsejere, der skal bringe deres jord i spil.
(Om rådgivere, som skal træne deres maver op til intens kaffedrikning, inden de skal ud til køkkenbordene)
Om kommunale projektmedarbejdere, der ikke må fare vild i reglerne.
Om ansatte i SGAV, som skal grave sig gennem de mange hundrede projekter, der er blevet søgt. Så andre engang kan grave huller i landskabet. Lige nu bliver vi alle imidlertid slidt.

Slidt af uvisheden, når den jord, man som lodsejer bringer i spil, havner i en årelang og uoverskuelig proces, fordi projekterne trækker ud.

Slidt, fordi opgaverne på det kommunale bord hober sig op, og hænderne er for få.

Og så kom L5.

L5 som er så uigennemsigtig, at selv Vurderingsstyrelsen siger: Hov, nu er det altså for meget.

L5 som fik mig til at krølle min markplan sammen og kaste den i papirkurven.

L5 som betyder, at min planteavlsrådgiver kommer til at lave nye markplaner for mig og mine kollegaer, fordi forudsætningerne ændrer sig. Markplaner, som for længst plejer at være lavet på denne tid af året.

Min frygt er, at mange til sidst ender med at bremse op. At treparten ikke bliver historien om forandring, men historien om gode intentioner og kræfter, der ikke slog til.

For når der sker fejl i et datagrundlaget, så ender det altid med, at nogle skal løbe endnu stærkere.

Eller når der bliver sået usikkerhed om, hvorvidt erstatningerne er i strid med EU-regler, så er der lodsejere, der bliver usikre.

Treparten fortjener, at vi arbejder klogt, og vi skal arbejde klogere, ellers ender vi et dårligt sted.

Jeg håber, min bekymring bliver gjort til skamme.

Skal det ske, kræver det imidlertid, at vi alle her i salen husker på, at treparten kun kan lykkes, hvis vi passer på hinanden.

I medierne.
I forsamlingshusene.
I vores daglige arbejde.

 

Kontakt os

Erhvervsbyvej 13, 8700 Horsens

T: 2518 5693

M: info@olf.dk

Vigtige sider
Følg os

© 2026 Østjysk Landboforening
Læs vores Privatlivs & Cookie Politik.

Back To Top
No results found...