Ostemadder og kaffe fik væsentligt projekt til at glide ned
Torsdag var der lodsejermøde vedrørende vådområdet Søvind Bæk, og stemningen var præget af nysgerrighed og egentligt ikke så meget skepsis.

Foto: Der blev besvaret spørgsmål ved bordene.
08. oktober
Af Jacob Svendsen
At det først er betydeligt længere ude i fremtiden, lodsejeren skal tage endeligt stilling.
At der er vidt forskellige modeller for kompensation afhængigt af ens situation.
Var to af de vigtigste pointer, da der torsdag eftermiddag var lodsejermøde i Sandbjerghus, byens forsamlingshus. En anden væsentlig pointe fik de fremmødte også mulighed for at fordøje, men først skulle der ostemadder på tallerkenen og kaffe i kopperne, og småsnakkes om stort og småt, der ikke lige handlede om kvælstof, vådområde og projektmageri.
Et vigtigt arbejde
Først bød medlem af Trepart Horsens Fjord, Niels Olesen, velkommen. Han er desuden næstformand i Østjysk Landboforening, og han lagde ikke skjul på, at det er en udfordrende tid, og meget vand er rendt i åen, eller rettere bækken, siden sidste lodsejermøde omkring projektet.
– For cirka 15 måneder siden sad vi også her i Sandbjerg Hus. Meget er sket siden da. Landspolitisk er der foregået en masse, fx vedtagelsen af en gødskningslov. Som landmand må jeg bare sige, at det har skabt noget støj, lød det blandt andet fra Niels Olesen.
– Vi oplever også, at vi lokalt har et godt samarbejde omkring arbejdet med Trepart Horsens Fjord. Og jeg vil gerne understrege, at det er et vigtigt arbejde, tilføjede han, inden han slog fast, at mødet skulle handle om det, der sker, og som lodsejerne med jord har indflydelse på, nemlig muligheden for at reducere udledning af kvælstof og dermed på sigt fjerne regulering fra markfladen.
En stille latter
Med til mødet var to ansatte fra WSP, der er rådgiver på projektet. De gravede nogle spadestik længere ned i forhold til de lokale vilkår. Eksempelvis at der er en spildevandsledning, der forhindrer de oprindelige tanker om genslyngning af bækken.
Blandt de fremmødte blev der spurgt til, om man var opmærksom på den kulturhistoriske fredning, der var inden for projektområdet. Hertil blev der svaret, at der var en dialog i gang med fredningsmyndighederne.
Det blev også nævnt, at et dige skulle væk, et pumpelag nedlægges og en vej hæves, for folk skulle naturligvis kunne komme til deres hus. Det fik en enkelt til at udbrede en stille, overbærende latter.
15 procent
Det var i forbindelse med oplægget, at en anden vigtig pointe kom frem.
Projektet ved Søvind Bæk har et areal på cirka 673 hektar og kommer til at stå for 15 procent af den reduktion, der er målet i Trepart Horsens Fjord.
Det mente én var minimalt projektstørrelsen taget i betragtning, mens andre sagde, at det var en væsentlig reduktion. Kort efter røg de sidste kaffeslurke ned, de sidste spørgsmål stillet og meninger udvekslet, inden de fremmødte tog hjem. Det skete med løftet fra rådgiverne om, at det ikke var sidste gang, de skulle ses igen.
Nu går den ejendomsmæssige forundersøgelse nemlig i gang. Det er der, hvor dem, der laver projektet, og dem, der har jorden, sidder ved køkkenbordet og får sig en snak om ønsker, muligheder og umiddelbar stillingtagen til projektet.
Større potentiale
Kvælstofreduktionen i projektet kan muligvis blive større. Jo flere dræn der kan tages med ind i projektet jo større reduktionspotentiale. Sagen er, at der næsten ingen drænoplysninger er fra den nedre del af projektområdet på nuværende tidspunkt.





